33

Laarben paa Rejsen. Vi maatte bære ham paa en Felt- seng, og det var jo ikke saa let at behandle ham under Rejsen, som han skulde behandles. Jeg syntes den Gang, at Gud. kunde have sparet mig for en saadan Forøgelse af Vanskelighederne; men Gud tænkte at vende det til det gode. Drengen blev et Anbefalingsbrev for imin Læge- kunst hos de Indfødte.

De Indfødte var forfærdelig bange for mig i Blu delsen::Nåar jeg mødte dem paa Stierne, gik de;nmd'1 Krattet og: skjulte sig. Jeg spurgte dem senere, hvorfor de dogsssjorde dette" Desvårede: ,,Da-dutkom hertil frost yT ati du varen Løve ;"men nu véd:vkjojvat du er et Menneske."

jer" kom: først tilat bo 1'selve,Numan. »Jegtroede, det var muligt at leve i. Byen. Der er imidlertid for stor Forskel paa hvide og sorte "Mennesker til, at sligt kan udholdes i Længden. Stadig at høre de samme ensfor- mige Lyde, deres Snakken og Pludren, — jeg tror, man vilde miste Forstanden i Længden. Derfor er jeg glad ved nu, at Regeringen paabød mig at flytte ud. af Byen. Jeg søgte da Regeringens Tilladelse til at faa en Bygge- grund, som Embedsmanden paa Stedet havde anvist mig. Efter langs Venten: fik jeg-Svar,satsdetivar-for "nærved Buen'Saa'maatte Jes besynde-torfrat'isen " Deti”er et langsommeligt Stykke Arbejde at korrespondere med Regeringen. Brevene skal først sendes til Provinschefen, som bor i Yola. Fra ham gaar .de videre til. Guvernøren, som bor ved Kysten, og den halve Del af Aaret bor han "England. Det varer som Regel flere Maaneder, før man faar' et Svar, og ofte indeholder dette Svar Forbehold, som nødvendiggør mere Korrespondånce.

Der våar'en af; Regeringens: sorte; Politibetjente, som blev min første Patient iblandt Bachamafolkene. Han faldt med -sm Hest og; beskadigede sm Skulder. Em- bedsmanden sendte. Bud: efter: mig og bad-mig .om at behandle ham. Det- gjorde jeg, og han kom sig. Han bragte senere sin Broder, som boede. i Imburu. Denne bragte andre syge, indtil hvert kronisk Saar 4 Imburu var bleven helbredet. Selv Kvinderne kom — først frygt-

somt ; men derefter med samme Frimodighed som Mæn- dene.

Der kom en gammel Mand' med sin Søn; som vår mellem 36. og 40 Aar. Han kunde ikke se; Hornhinden

i begge Øjne var tilsyneladende ødelagt af- Saar. Efter at have undersøgt ham, sagde jeg til ham, at det var usandsynligt, at han :nogen Sinde vilde faa sit Syn til- bage, —"saarmedtasne” var: berge: Øjne "Jeg »tilføjede,