3I

sig et Skøn derefter. Lægen, som staar med Fagkund- skab, vil imidlertid ikke lade sig narre af Skinnet; men vil foreiage en omhyggelig Undersøgelse af Legemets forskellige Organer. tHian føler paa Pulsen, lytter. til Aandedrættet 0. sy fr:

Paa samme Maade gaar det. den Rejsende, som: for første Gang kaster Anker foran Afrikas Kyst. Han be- tragter den indskaarne, skovbevoksede Kyst, hvor alt aander Stilhed, Fred og Velvære, og han siger til sig selv: ,,Dette er i Sandhed et herligt Land. Her er godt at væren

»Fagmanden'', d.v.s. den erfarne Afrikarejsende, ser helt anderledes paa Sagen. Han undersøger Forholdene med Kenderens Blik. Han beskuer Kystlandet, og hvor den uerfarne Mand ser smilende Skove, møder hans Blik svampet Mangroove-Skov, hvor en Mangfoldighed af Kryb bevæger sig i Slimen, bliver til og tilintetgøres i en, som det synes, frugtesløs Uendelighed ; hvor Insek- ter, hvis Stik paafører Europæeren de dødeligste Syg- domme, danser og summer imellem Træerne efter Sol- nedgang; hvor der i Negerlandsbyerne daglig begaas unævnelige Ting, Gerninger, som faar os med vor høje Kultur til at gyse.

Man rejser op ad Floden. Hvor herligt ser re Lan- det ud, hvor indbydende er ikke Junglekrattet ; men den erfarne Rejsende ved bedre Besked. Det skønt udseende Krat er fuldt af Slanger og. vilde Rovdyr, og Lands- byerne, der ligger mdkilede i Buskadset langs. Flod- bredden, huser ubeskriveligt Mørke og gyselig Forne- drelse. —

vedBenuietloden «der-er em afNigerens Bifloder, to Dagsrejser Øst for Lokoja, ligger Missionsstationen, Rumasha, hvor ca. 150 forældreløse Børn, frigivne Sla- ver, opdrages: og" oplæres"1'den' kristne "Tro under. den engelske Gren af: Sudanmissionen., Det var.den. 18.-Juni

f013 at jeg. forlod Rumasha”r en af de smaa: Kahoér, som de Indfødte danner sig af udhulede Træstammer. Fire Dage tidligere havde vi kastet en Grav i Rumasha, veto Dåse derefter var: Erkr "Rose tåset'al Sted til:Eu- ropa med min lille Søn. Hele vor aktive Missionsstab i Afrika bestod derfor paa det Tidspunkt af én Person.

Spørgsmaalet var, hvor jeg skulde rejse hen, og Sva- ret var: Øst paa — ad Yola til. Inden vi rejste hjemme- fra, havde det set ud, som om Herrens Haand, pegede mod Yola. Hele Yolaprovinsen med Undtagelse af nogle Landstrækninger langs Floden viste sig imidlertid nu at være forbudt Territorium. Den engelske: Regering, hvis